Billedet af Dorian Gray

"Jeg vil være digter, dramatiker. På en eller anden måde vil jeg blive berømt. Og hvis jeg ikke bliver berømt, så berygtet." Sådan kunne den unge Oscar Wilde (1854-1900) finde på at udtrykke sig, og han fik ret i begge dele. Nogle digte og essays havde tidligt introduceret hans talent, men det var romanen om Dorian Gray og hans fatale faustiske forviklinger, der for alvor viste, at Wilde havde vilde evner og på én gang var villig til at dykke ned i den modernitet, frisættelse og storbydekadence, der omgav ham (eller han søgte!), og til at spidde den med en kritisk og burlesk infamitet, der næppe er overgået. Og som smerteligt nok holder her godt 100 år senere.

Rammen for handlingsgangen sættes af en bemærkning, som den unge og smukke Dorian Gray en dag gør sig, da han sidder model til et lysende portræt og lader sig charmere af en lidt ældre, kynisk vens betragtninger over skønhed og evig ungdom: "Hvor er det sørgeligt! Jeg bliver gammel, modbydelig og rædsom. Men dette billede vil altid forblive ungt. ... Hvis bare det var omvendt! Hvis bare det var mig, som altid ville være ung, og billedet som blev gammelt. Det - dét - ville jeg give alt for!"

Og så er historien i gang - hvor den ender, må du selv, kære læser, unde dig tid til at finde ud af. Men det er fandeme uhyggeligt, du! - og Wilde kunne senere svare: "Der findes ikke sådan noget som en moralsk eller en umoralsk bog. Bøger er godt skrevne, eller dårligt skrevne. Det er alt." - Nu tilgængelig på ny i en komplet, uforkortet og sprogligt klar form, der samtidig bringer én tilbage til 'dazumal'...