Faidon

Dette er ikke Platons (427-347 fvt.) sidste dialog med Sokrates (469-399 fvt.) som aktivt omdrejningspunkt, men nok den sidste målt med Sokrates’ livsbane, thi i denne ’sidste nat med kliken’ – henlagt til et fængsel i Athen – tømmer Sokrates omsider det idømte bæger med skarntydesaft og dør. Det er tragisk og forfærdeligt, men også heroisk og opbyggeligt, for Sokrates udnytter de sidste timer med sine nære venner og elever til endnu en gang at overveje et par af livets store problemer: erkendelsen og døden – og situationen taget i betragtning således, at de to temaer binder sig sammen. Som filosof med kærlighed (gr. filia) til visdom (gr. sofia) er det en smule irriterende med denne krop under det kloge hoved, for dels bedrager sanserne én (ikke altid, men man kan ikke vide hvornår, og dét er problemet), dels forstyrrer alle dens behov og lidenskaber én i at samle tankerne og tænke klart og sammenhængende – snart er man sulten, snart søvnig, snart liderlig, snart nysgerrig i gale retninger. Nej, det går ikke med kroppen: så længe vi hænger ved den, kommer vi aldrig til nå den sande indsigt, den egentlige visdom, hvorfor vi – som filosoffer især – må sætte vor lid til livet efter døden, hvor sjælen (og med den tænkning og erkendelse) kan frigøre sig fra kroppen og blive herre i eget hus. Til denne ende er det lykkeligt, at vi kan være forvisset på sjælens udødelighed: der er vittighed et liv efter livet, og det er sjælens eget. Summa summarum: det er slet ikke så skidt at skulle tømme sit bæger med skarntydesaft og tiltræde den rejse, der fører én fra forvirringens dal til indsigtens klare højder.

Nøkkelord: Filosofi Idéhistorie

Av samme forfatter: