Om kærligheden

Stendhal er det kendteste af flere end 100 pseudonymer for den franske officer Marie-Henri Beyle (1783-1842), der var så godt som overset i sin samtid, men i dag regnes blandt Frankrigs største forfattere. Tidligere er romanerne "Rødt og sort" og "Klosteret i Parma" oversat til dansk. Nu præsenteres for første gang den charmerende, bidende ironiske og ofte meget morsomme bog "Om kærligheden". Stendhal betegnede selv værket som en "videnskabelig" undersøgelse af kærligheden, men var måske primært tænkt som et led i hans forgæves forsøg på at indynde sig hos sit hjertes udkårne.

Horace Engdahl skriver i sin introduktion: "Stendhal forsøger at lyde nøgtern og køle sin tone ned, men lader nogle af de mest hjerteskærende sider i hele forfatterskabet undslippe sig. Hans frygt for at have skrevet et suk når han har villet notere en sandhed, er ikke ubegrundet. Han forsøger at være almen, men bliver hurtigt privat. Teksten invaderes af citater fra hans dagbøger, nødtørftigt maskerede. Forklaringen er enkel. Bogen var i første omgang ikke ment som et offentligt arbejde. Stendhal havde sat sig for at skrive et tyndt hefte der skulle udgives for hans egen regning i hen ved hundrede eksemplarer, med det egentlige formål at et af dem ville nå Milano og komme en vis Matilde Dembowski i hænde. Dokumentet skulle bevise alvoren i forfatterens følelser for hende, og hun skulle tage ham til nåde. Under arbejdets gang må denne plan have virket stadig mere urealistisk. Et væld af erindringer og iagttagelser trængte sig på. Stendhal nød som altid at skrive, og teksten vandrede sine egne veje. Nogenlunde sådan foregik det altid når han skabte. Den kvinde hvis kulde vi altså har at takke for bogen, var en milanesisk adelsdame som Stendhal i 1818 havde været så uforsigtig at forelske sig i. Han var da 35 år, en privatmand i trange kår, strandet i Italien efter Napoleons fald, som for ham havde betydet enden på en lovende embedsmandskarriere. Idéen til Om kærligheden, hans fjerde publicerede værk (efter et plagiat, et kompilat og en rejsedagbog), kom over ham som en åbenbaring den 29. december 1819, på et tidspunkt da der ingen lysning var i sigte i forholdet til ”Métilde”, som han skrev hendes navn for at gengive den norditalienske udtale. Det vides ikke om Mme Dembowski nogen sinde åbnede bogen."