Mennesket er en stor fasan i verden

Herta Müller. 1953, rumænsk-tysk forfatter. I debutbogen Lavninger (1982) beskriver hun sin opvækst i en landsby tilhørende det tysksprogede mindretal. Hun studerede rumænsk og tysk, arbejdede som oversætter på en fabrik, men blev kategoriseret som statsfjende fordi hun nægtede at samarbejde med Securitate, det hemmelige politi.

Herta Müllers lyriske prosa kan minde om poesi, ordknap taler den gerne i gådefulde, suggestive billeder om det der ligger hinsides sproget og kun delvis afgiver sine hemmeligheder.

Herta Müllers første bøger blev skrevet i Rumænien og handler især om opvækstårene, men i romanen Mennesket er en stor fasan i verden (1986) møder vi for første gang persondyrkelsen af diktatoren, indoktrineringen af børnene og det gennemkorrupte statsapparat. Romanen kredser om det at opnå udrejsepas og skildrer en sump af menneskelig afstumpethed og gemenhed. De hjemvendte - mændene fra Hitlers krig, kvinderne fra Stalins arbejdslejre - sviner hinanden til med beskyldninger om hor begået for brød og overlevelse og drysser, med menneskets udsøgte sans for at pine og nedgøre andre, salt i blødende sår. Det er nærmest reglen at myndighedspersoner afpresser dem der ønsker udrejse og derved viser utaknemmelighed mod landsfaderen. Magteliten tager sig langvarigt betalt i fødevarer, i mel og kød, men den endelige pris for at få et pas er uslagtet kød. Familiernes unge kvinder må lægge sig på offerbænken. Disse voldtægter kaldtes ´audiens´.

Herta Müller stillede sig ikke til rådighed som ungt kød eller villig spion, men slap dog ud. Regimet turde nok true og chikanere, men veg på grund af den gryende internationale berømmelse tilbage for at arrangere et bekvemt ´selvmord´. I 1987 forlod hun Rumænien og bor nu i Berlin. Egentlig var det slet ikke hendes hensigt at blive forfatter, og hun nærer foragt for enhver mytologisering af forfatteren, ´for mig har det altid været et arbejde, jeg snublede over´, som hun selv siger.