Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden

En hybrid af fremtid / nutid, natur / kultur, kunst / design, ydre / indre verden. Bl.a. har flere genteknologiske produkter en særlig placering i bogen sammen med en helt speciel brug af tegnsætning. Indeholder flere lyserøde tegn-installationer.

Eli I. Lund (f. 1971). Uddannet på Forfatterskolen 2000 - 2002. Har foruden debuten Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden bl.a. haft tekster i “Camp Lejre” (Informations Forlag, 2001) og “0:2” (Forfatterskolens afgangsantologi, 2002).

Fra udgivelsen

En 6/2/4-hjerne er i stand til at udskille tingene fra tidligere indtryk, der kunne påvirke opfattelsen af tingene i sig selv.

2/4/6-hjernen søger det abstrakte og ses som en klar kunstnerhjerne, der også med fordel kan anvendes i forb. m. videnskab.

8/2/4-hjernen fungerer sansende og drømmende. Giver en person, der vil føle sig uden for verden. Parallel til tidligere børns hjerner. Hjernen kan ikke umiddelbart anbefales.

1/8/9. Den forførende hjerne – temperamentsfuld, energisk og erotisk orienteret. Analyserer andres behov for at opnå fortrolighed.

1/2/2-hjernen. Personer der ikke ønsker sig noget bestemt. Personer med denne hjernekombination kan under rette omstændigheder blive meget lykkelige.

1/7/9-hjernen husker dobbelt i forhold til tidligere hjerner. Husker samtlige situationer over en rate på 150.
To muligheder:
1/7/9-4: emotionelt
1/7/9-2: facts

4/2/0-hjernen. Personer der ikke påvirkes nævneværdigt af andre mennesker.

1/6/3-hjernen tænker ikke ondt om andre. Problemet er at personer med denne hjernekombination heller ikke forestiller sig at andre kan tænke ondt om én.