Dansk fotografihistorie

543,-

Den første danske fotografihistorie

Mette Sandbye har redigeret dette storslåede værk om fotografiets historie i Danmark og om dets rolle i kulturelle, kunstneriske, dokumentariske og historiske sammenhænge. Bogen følger fotografiet fra de første daguerreotypier fra ca. 1939 til det digitale foto i dag.

Det medførte stor begejstring, da daguerreotypien blev indført i Danmark. Men hvordan skulle man kategorisere dette nye medie? Kunne det for eksempel bruges som kunst, blev der spurgt. Nej, lød Kunstakademiets officielle svar. Sådan er det ikke længere. Især 1960'ernes eksperimenterende avantgardekunstnere tog fotografiet til sig i et opgør med 'den traditionelle kunst'. Men det er først hen mod slutningen af 1980'erne at fotografiet bliver institutionaliseret og fotogallerier, fotomuseer og støttemuligheder dukker op.

Alt det beretter Dansk fotografihistorie levende om. Bogen fortæller endvidere om reklamefotografiets opståen og dens brug af internationale, modernistiske strømninger, om fotografiets særlige rolle som propagandamiddel for både besættelsesmagten og modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, og meget mere.

Bogen er opdelt i 14 kronologiske kapitler. Biddragsyderne tæller blandt andre: Marie-Louise Berner, Mette Mortensen, André Wang Hansen, Martin Zerlang, Mette Kia Krabbe Meyer, Jens Friis, Tage Poulsen, Erik Hansen-Hansen, Finn Thrane, Rune Gade og Lars Kiel Bertelsen.

Anmeldelser

"Uden konkurrence på sit felt. Først og fremmest fordi der slet ikke er andre af samme format, eller med så varieret og udtømmende en billedside. Det er en pionergerning kort og godt."
Peter Michael Hornung, Politiken

"Masser af godbidder for øjnene."
Poul Sierbæk, Information

 

Nøkkelord: Fotografihistorie