Den nøgne maskine

Syv store essays om syv vidt forskellige emner:

Fodboldmålmandens ensomhed, borgerovervågning i en terrortrussels-tid, catalansk nationalidentitet og fodbold i Barcelona, en verdensberømt celebrity fotograf og en psykotisk isbjørneunge, norsk multikultur og madpakkekultur, den offentlige undskyldnings psykologi.

Manden i målet analyserer fodboldmålmandens isolation på holdet og på banen. Essayet tager udgangspunkt i en læsning af Klaus Rothsteins egen søns kropssprog, som han står derinde på banen og vogter sit hold mål. Men teksten breder sig til litterære læsninger af bl.a. Jan Kjærstad o.a.

Den nøgne maskine – om trusler og tillid i terrorens tid tager udgangspunkt i London-bomberne i sommeren 2005, dagen før forfatteren rejser til England med sin familie. Hvad sker der, når terroristerne forsøger at pode os med frygt? Og hvad skal vi frygte mest – risikoen for terror, eller vores egen selvbeskyttelse? Tekstens titel skyldes de nye maskiner, der er ved at blive introduceret i internationale lufthavne – maskiner som fotograferer gennem tøjet og viser os som nøgne mennesker.

Skriften på væggen handler om fodboldklubben F.C. Barcelona. I Barcelona og Catalonien er fodbold mere end bare et spil, det er en livsform og en identitetsskabende del af virkeligheden, for som byens graffitti slår fast: Spain is pain, Catalonia is not Spain!

Den psykotiske isbjørn handler om den forstødte isbjørneunge Knut, som blev et kultfænomen i Berlin Zoo. Den verdensberømte amerikanske kunstfotograf Annie Leibovitz kom til byen for at forevige isbjørnen, der blev et symbol på naturens kamp for overlevelse. Og Klaus Rothstein var i Berlin Zoo da en flok japanske manga piger mødte Knut, og han ruller isbjørnens skæbnehistorie op.

Frisind og folkefjender er et essay fra Oslo, hvor forfatteren køber en norsk-nationalistisk madpakke i en japansk ejet, amerikansk Seven Eleven og spiser den midt i byens multietniske bydel – inden han møder en venstreorienteret avisredaktør og støder på et Ibsen-citat indgraveret i fortorvet, hvorefter han rejser hjem for at læse En Folkefiende.

Undskyld, jeg tog fejl. Hvad vil det sige at sige undskyld? Kan man fastholde substansen i sin kritik samtidig? Og hvorfor er det gennem de seneste år blevet moderne for politikere at suge undskyld – også for det, de ikke har ansvar for?