Hinsides godt og ondt

Som ’Den muntre videnskab’ (1882) lægger op til ’Således talte Zarathustra’ (1883-85), tager ’Hinsides godt og ondt’ fra og arbejder filosofisk-kritisk videre med en række tanker og perspektiver fra det store poetisk-profetiske epos. Atter i den af Nietzsche (1844-1900) dyrkede og forfinede aforismestil, der tillader ham – som en fleuretmester – at svinge og klinge skarpt med stålet for til sidst at støde præcist ind. Det er især tankerne om overmennesket og viljen til magt i ’Zarathustra’, der her får nogle nødvendige præciseringer, dog ikke flere end der fortsat var basis for misforståelser og fejlfortolkninger – og med nazismens manipulationer blev de jo rent uhyrlige. Nietzsche var – forstærket af sin ubehagelige og stærkt antisemitiske søster – en glødende anti-antisemit, og selv om der i ’Hinsides godt og ondt’ også falder et par hug til den jødiske kultur, så skal man døv og blind for ikke at bemærke den honnør, Nietzsche i dyb respekt – også for de fremmede og forfulgte – gør for jøderne og deres sunde bidrag til kulturens udvikling. Hovedskurken er fortsat kristendommen og al den religion, der ikke vil livet, men frelsen og det hinsidige: her kender man ikke til stolthed, fornemhed og brusende livsoverskud, men kun til ressentiment, små dyder og fornærmet selvretfærdighed – herfra udgår slaveopstanden i moralen, som Nietzsche introducerer i afsnittet om ’moralens naturhistorie’, der sammen med det indledende om ’filosoffernes fordomme’ rummer flest skarpe, men også diskutable pointer. Foruden en fortale og en eftersang består værket af 296 aforismer, fordelt på 9 hoveddele – spændende fra de længere tekstforløb på et par sider til de korte, ordsprogslignende knaldperler som fx: ”Når man dresserer sin samvittighed, så kysser den én samtidig med at den bider én.” og ”Der er ingen moralske fænomener, men blot en moralsk fortolkning af fænomenerne.” Sidstnævnte antyder Nietzsches såkaldte perspektivisme: at der ikke gives sandhed, men alene sandheder, dvs. fortolkninger fra givne, forskellige perspektiver – vi er altid et sted og ikke alle steder på én gang.

”Niels Henningsen har oversat mundret og godt, og DET lille FORLAG fortjener en eller anden pris for den ihærdighed, hvormed det forsyner os med filosofiens klassikere.” skrev Peter Wivel afslutningsvis i WeekendAvisen. Selv skrev Nietzsche til en veninde i 1886: ”Om forladelse! De skal ikke læse noget af den, endnu mindre fortælle mig om Deres indtryk. Las os antage, at den bør læses hen imod år 2000.”