Således talte Zarathustra

Værket falder i 4 dele, men sådan var det ikke tænkt fra starten, idet Nietzsche (1844-1900) med den fejende 1. del, hvor Zarathustra taler om overmennesket, viljen til magt o.m.a., mente at have forløst sig i forhold til denne profetiske skikkelse og hans særlige stil. I hvert fald skrev han i februar 1883, da han var færdig, til sin forlægger, at han havde ”begået et afgørende skrift… en slags femte evangelium”, og det udkom da også som selvstændig bog i maj samme år. Men i september 1883, april 1884 og maj 1885 går der atter hul Nietzsches lyrisk-pastorale åre, og 2., 3. og 4. del melder sig; først da var han endeligt fri af Zarathustra-skikkelsen og kunne vende tilbage til sin sædvanlige filosofiske praksis – med ’Hinsides godt og ondt’ (1886/2002, se backlist) som første afkast. ’Zarathustra’ er en messende, monstrøs sag, arkaisk i sin tone, på én gang dionysis og gammeltestamentelig i sind og livsholdning, dvs. lystfuld og dog streng, legende let og gumpetung. Rammen om det filosofiske epos er, at Zarathustra i en alder af 30 år er draget op i bjergene og gennem 10 års ensomhed er kommet så meget til klarhed, at han må begive sig ned igen til menneskenes dal og fortælle dem, hvad der venter forude, hvis de tør besinde sig – og besinde sig betyder at acceptere Guds død og uden metafysiske-religiøse krykker rette sig og selv sætte et nyt godt & ondt, dvs. tage viljen til magt på sig og uden illusioner være jorden tro og sørge for at magte sig selv og sit liv. Overmennesket, som er sindbilledet på denne proces, er slet og ret det eksistentielt afklarede menneske, det sande selv, den frie ånd, der har løftet sig op over sin kultur og alle dens blændværker, halve løsninger, smålige kalkulationer og livsfjendske principper. Det er noget af en opgave, og Zarathustra må da også indse, efterhånden som han møder menneskenes børn, at der er lang vej igen, men mod slutningen af 4. del melder der sig dog et vist håb, indsvøbt i al den sirlige naturmetaforik, som Nietzsche med denne bog ville hylde livskraften med. Og som skrevet står: ”Man må have kaos i sig for at føde en dansende stjerne.”

Georg Brandes kaldte i sin tid ’Zarathustra’ for ”en opbyggelsesbog for frie ånder” og fortsatte: ”En bog, der er lys ved sin livsglæde, dunkel ved sit gådesprog – en bog for åndelige bjergbestigere og vovehalse.” Asger Brandt noterer sig i Kristeligt Dagblad: ”Undertiden virker det som om, hver anden sætning er skrevet med henblik på at blive citeret.”, og Isak Winkel Holm skriver i WeekendAvisen om oversætteren, at han slipper udmærket fra den vanskelige opgave: ”nyoversættelsen er langt mere præcis og pålidelig end den foregående.”