Vågen og ingen

Vågen og ingen samler flere tekstformer til en æstetisk helhed og trækker både kulturhistoriske og eksistentielle spor ind i sin egen sammenhæng. Skriften er lagdelt og præget af spørgen, afsøgning, indsamling, tvivlen, stræben, afprøvning, kritik og forundring. Bogens »jeg« er ikke fast afgrænset, men står åbent bagud, flyder over i fortiden og i det, som ligger uden for dets egen individualitet. Gennem mødet med en række litterære arketyper, narren, eremitten, den vakte, bibliotekaren i Alexandria, Skt. Frans af Assisi, Jakob og englen og den fjerde i treenigheden, vokser en anderledes og stille fortælling frem, om glæde og forvandling, tab og frihed, og om afstand og nærhed til den verden, der omgiver os. Pilgrimmen er den gennemgående figur.

Andreas Vermehren Holm (f. 1988) er forfatter, oversætter og forlægger på Forlaget Virkelig, hvor han blandt andet redigerer skriftserien Bestiarium og Ny Jord – tidsskrift for naturkritik. Han er uddannet fra Litterär gestaltning, Författerutbildningen (ma) ved kunstakademiet Valand i Göteborg. Han debuterede som forfatter med poetikken Palimpsest (Aviary Press, Malmö 2015) og digtsamlingen Antropocæn kreatur (h//o//f, Moss 2015). Han virker desuden som grafiker under pseudonymet rue Jean Nicot og modtog i 2019 Den danske bogdesignpris for sit arbejde med Virkelig og digtsamlingen Kimene (Catalyst Press, Aarhus 2018). Som oversætter har han blandt andet oversat værker af Jørn H. Sværen, Jen Bervin, Cia Rinne, Tomas Espedal og Simone Weil til dansk. Vågen og ingen er hans første bog i
Danmark.

 

Andre kunder kjøpte også: