STANDART 1/2011

Der er røre i den poetiske andedam i disse år. Flere af de mindre (og mindste) aktører udgiver poesi i vidt forskellige afskygninger, og således kan forlag som Edition After Hand, Arena, Jorinde & Joringel og Fingerprint kontinuerligt præsentere ny poesi herhjemme. I sig selv er det ikke nødvendigvis et gode, og af samme årsag må man derfor også spørge, om de (litterære) kvaliteter er til stede i de selv samme udgivelser, eller om der bare er tale om trivielle versioneringer af poesiens evindelige, blå blomst? Nogle af de samme spørgsmål kunne man også stille til den hjemlige litterære offentlighed, der i den senere tid og på ganske traurig vis har svælget i stridighederne imellem Ib Michael og Weekendavisens Lars Bukdahl.

Samtlige spørgsmål forsøges dog besvaret i STANDART nr. 1, hvor Informations Kamilla Löfström dels ser nærmere på Jorinde & Joringels seneste (poesi)offensiv, og den litterære offentlighed dels bliver behandlet på lederplads. Det er dog ikke de eneste (kritiske) spørgsmål, der bliver stillet og forsøgt besvaret, da litterat Svend Erik Larsen også går tidligere Brandes-vinder, Erik A. Nielsen, og dennes biografi om Thomas Kingo grundigt efter i sømmene, og tilsvarende har forfatter og oversætter Simon Hastrup interviewet tysk litteraturs wunderkind, Kevin Vennemann.

Læs leder

Derudover er vores faste temadel, Stand In, i denne omgang viet til Vestens uofficielle hovedstad, New York. Redaktionen har i denne forbindelse uddelegeret ansvaret til førnævnte Simon Hastrup, der har kigget nærmere på The Big Apple, byens særegne heterogenitet og dens tilsvarende litteratur. Således skriver Lars Movin udfoldet om en særlig new yorker-litteratur, fra Franklin til Easton Ellis, og i forlængelse deraf forsøger Rasmus Hastrup at efterspore en amerikansk litteratur som sådan, der tager sit udgangspunkt i (new yorkeren) Washington Irving, og sidst, men ikke mindst, skriver Tore Rye Andersen om 9/11 og den korresponderende (9/11-)litteratur, der endnu ikke er blevet skrevet.

Afslutningsvis fastholder vi også vores fokus og selvbestaltede monopol på tidsskriftsanmeldelsen herhjemme, der denne gang er bestyret af forfatter Martin Glaz Serup, og derudover kan vi i STANDART nr. 1 også præsentere ny forsidekunstner, Nils Erik Gjerdevik, der i resten af 2011 vil udsmykke årets fire forsider. Så vidt bidragyderne og deres bidrag, og herfra er der kun tilbage toldfrit at poetisere: New York er ikke malet blå/ New York er (blå)poesi/ og velkommen til STANDART nr. 1!!