Standart 4/2010

»Krigen i litteraturen egner sig til tidens store efterspørgsel på thrillers, men dermed bliver krigen også nemt staffage for et plot, der nok underholder, men ikke nødvendigvis kommer med de dybe spadestik og alternative perspektiver«. Sådan skriver Klaus Rothstein i STANDARTs temasektion, Stand In, der i denne omgang ser nærmere på Afghanistan-krigens placering og iscenesættelse i dansk litteratur og film. Efter et lille årti i krig, synes vi nemlig stadig at mangle en egentlig skønlitterær skildring af krigen, der ikke reducerer krigens store politiske, moralske og menneskelige problemkomplekser til hæsblæsende action.

Findes der virkelig ikke andre måder at fortælle om Afghanistan-krigen på? Hvorfor udbygger den eksisterende danske krigslitteratur de mentale og verbale forsvarsværker, der allerede er rejst om krigen i Afghanistan, i stedet for at nedbryde dem? Og er der forskel på netop litteraturens greb om krigene i Irak og i Afghanistan? Mikkel Bruun Zangenberg, Peter Ole Pedersen, Klaus Rothstein og Kasper Green Krejberg vil med dette nummers Stand In forsøge at besvare spørgsmålene.

Også Per Aage Brandt beskæftiger sig med krigen i nærværende nummer af STANDART. I sit essay om ’det afskyelige’ pointerer han således, at udgrænsning og integrering går hånd i hånd, når vi forholder os til afskyelighed: »Hellighed og afskyelighed er direkte forbundne; krig er hellig, så ‘hellig krig’ er egentlig en tautologi, jihad. Man behøver ikke elske den slags, hvilket i øvrigt ville være udtryk for idioti – og stort set heller ikke er menneskeligt muligt, for så ville det ikke være afskyeligt; men idet man i stedet udtrykker sin afsky, gentager man den stiftende operation.«

Læs leder

Derudover byder STANDART som altid læseren indenfor med et utal af anmeldelser og kritikker, iblandet artikler, portrætter, interview og reportager fra og om litteraturens felt. Vi reporterer således fra Zehntes Internationales Literaturfestival i Berlin, interviewer Rick Moody og ser nærmere på »traumets blinde punkt« hos W.G. Sebald. Forfatterportrættet leveres af Morten Søndergaard, der skriver om den japanske digtermunk Ikkyū som poetisk ormehul, Søren R. Fauth portrætterer »verdens bedste åndsvidenskabelige performer«, Heinrich Detering, mens Rigmor Kappel Schmidt skriver om at oversætte nobelprisvinderen Mario Vargas Llosa. STANDARTs monopol på tidsskriftsanmeldelsen opretholdes i denne omgang af Jeppe Brixvold.

Se indholdsfortegnelsen

Velkommen til Danmarks eneste litteraturtillæg – STANDART nr. 4, 2010.